Anders Gadegaard

Det er flovt, at spørgsmålet om kvindelige præster skal optage en væsentlig plads i bispevalgkampen. At være imod kvindelige præster er et ekstremt synspunkt i den danske folkekirke, som for længst burde være forladt, og derfor fortjener det at blive bekæmpet og  marginaliseret. Vi har haft kvindelige præster i mere end 50 år, og i en ikke så fjern fremtid vil over halvdelen af alle præster være kvinder. Kun fordi mænd har domineret de kristne kirker i århundreder, tilsiger traditionen, at præster er mænd. Der gives ikke ét holdbart teologisk argument for det. Der gives derimod et uafviseligt for det modsatte: Det fremgår af alt, hvad Jesus sagde og gjorde, at forskelsbehandling var ham en vederstyggelighed. Alle, der er døbt til Kristus, er iklædt Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er én i Kristus, som Paulus siger (Gal. 3,28). Naturligvis er mænd og kvinder derfor lige egnede til at forkynde troen på ham – ja, noget tyder på, at det var kvinderne omkring ham, der forstod ham bedst, mens disciplene gang på gang misforstod hans anliggende.

                      Men jeg må indrømme, at spørgsmålet, som KD stiller samtlige seks bispekandidater: ”Skal der stadig være plads i folkekirken til mandlige præster, der ikke mener, kvinder kan være præster?” desværre har vist sig at være yderst relevant. Toneangivende repræsentanter for den kirkelige højrefløj har nemlig efter samtaler med fire af os bispekandidater forfattet en udtalelse, hvori de anbefaler alle fra denne fløj at stemme på Kaj Bollmann som ny biskop i København. Jeg har kaldt udtalelsen for det hidtil vigtigste dokument i valgkampen, fordi det dokumenterer den eneste af de klassiske fløjes opbakning til en af kandidaterne. Alle andre bispekandidater appellerer til forskellige dele af kirkelivet, mens Kaj Bollmann hermed på forhånd har sikret sig tilslutning fra én fløj.

                      Men ikke kun derfor er udtalelsen betydningsfuld. Også på grund af et par forbløffende formuleringer i selve dokumentet. Ifølge forfatterne kan ”det endda få alvorlige konsekvenser for vore muligheder i stiftet, hvis han (Kaj Bollmann) ikke bliver valgt”. Hvad er det for særlige muligheder, Kaj Bollmann vil sikre denne del af kirken? Lidt senere kan man læse, at ”vi tror, han i højere grad end de øvrige kandidater vil udvise et inkluderende frisind overfor præster, der reserverer sig ift. gudstjenestefællesskab med kvindelige kollegaer, vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle parforhold.” Det må jo bygge på resultatet af ovennævnte samtaler, og det viste sig da også ved et valgmøde i Brønshøj kirke, at Kaj Bollmann kunne bekræfte, at ingen mandlige præster, som er imod kvindelige præster, skal tjenstligt forpligtes til at have gudstjenestefællesskab med sine kvindelige kolleger. Det er derfor korrekt, som Lisbet Christoffersen har påvist her i avisen, at Kaj Bollmann vil lade gælde en parallel praksis af kønsdiskriminerende karakter for folkekirken, som ikke gælder for det øvrige samfund (hvorimod det ikke var korrekt af Lisbet Christoffersen at påstå, at Bollmann går ind for særordinationer, det har han aldrig gjort eller sagt). Og det vil være katastrofalt for kirkens omdømme. Heldigvis er den kirkelige højrefløj en broget forsamling med mange udmærkede kirkefolk iblandt. Men det er at give den yderste del af den kirkelige højrefløj for meget, når man som Bollmann er villig til at lade gælde særlig praksis (reservation for gudstjenestefællesskab med kvindelige kolleger) for præster, som er modstandere af kvindelige præster. Han kvitterer for deres støtte med ved valgmøderne at udtale, at han ”ikke vil være med til at marginalisere denne del af kirken”, selv om det netop er, hvad synspunktet fortjener. Der vil derfor blive tale om et alvorligt tilbageskridt for ligestillingen i folkekirken med Bollmann som ny biskop.

                      Med udgangspunkt i folkekirkens frihedsideal og rummelighed skal der fortsat være plads til den minoritet af præster, der mener, at kvinder ikke bør være præster. Det må blot ikke på nogen måde få indflydelse på deres forvaltning af embedet – hvordan de så ellers kan leve med den dobbelthed. Og der skal fortsat være frihed til at nægte at vie fraskilte og velsigne homoseksuelle. Men præster og andre med disse synspunkter skal konstant udfordres på deres overbevisning, i håb om at de omvender sig.

Tiden skriger på ledelse. Aldrig har det været så populært at uddanne sig som leder. Har man en eller to ansatte under sig, skal man på lederkursus og lære hvordan man sætter sig igennem uden at sætte sig på andre. Det ligger i tiden, at der er anseelse i at være leder.

                      Folkekirken har et ledelsesproblem – siger mange. Og der er noget om det, men en toptunet kirke styret fra oven er ikke, hvad jeg ønsker mig. Folkekirken har verdens fladeste struktur, og jeg kan sige med min erfaring fra mange kirker ude i verden, at det skal vi holde fast ved – ja, det er faktisk noget, vi kan lære andre kirker! En luthersk-evangelisk kirke kan af natur ikke være hierarkisk opbygget, så ville vi modsige en central del af budskabet om alle menneskers lige værd og værdighed. Kirkens indretning skal så vidt muligt svare til dens budskab. Det må vi ikke sætte over styr i ønsket om mere og tydeligere ledelse. Det er fantastisk, at Folkekirkens godt 2000 menighedsråd har et udbredt selvstyre som arbejdsgiver for alle kirkens ansatte. Hvad der mangler, er ikke en reform af strukturen, men slet og ret bistand til at kunne varetage opgaven. Der skal tilknyttes personalekonsulenter i provstierne eller på stiftsplan, så menighedsrådenes kontaktpersoner får hjælp til det krævende arbejde med medarbejderudviklingssamtaler, regulativer og lign., som folkevalgte naturligvis ikke kan forventes at være uddannet til. Det er en opgave for en biskop at sikre, at alle menighedsråd får den nødvendige støtte til denne opgave.

                      Kun præsterne er ikke ansat under menighedsrådene, men under biskop og Kirkeministerium. Denne to-strengede struktur afføder visse ledelsesmæssige vanskeligheder. Men den har efter min mening også store fordele, bl.a. at der så netop ikke eksisterer et over- eller underordningsforhold mellem præst(er) og menighedsråd, men at de er ligestillede partnere. Vanskeligheden består i, at kirkens daglige liv både ledes af menighedsrådet og af præsten. Vi har for kort tid siden fået en ny lov som fastslår, at det kirkelige liv skal tilrettelægges og aftales mellem præst(er) og menighedsråd. Det kan give anledning til problemer, at to parter skal blive enige om retningen for kirkens arbejde. Men det er netop for at sikre, at der både er en folkeligt forankret begrundelse for de initiativer den enkelte menighed og/eller den enkelte præst tager, og at det hele hænger nøje sammen med den forkyndelse, som præsten alene har ansvaret for. Hermed afkræves hver enkelt kirke en samarbejds- og samtalekultur, som efter min mening er den eneste rigtige måde for en kirke at fungere på. Men det stiller store krav til fleksibilitet og lydhørhed i fællesskabet.

                      Her kommer biskoppens rolle ind. Biskoppens ledelsesrolle går to veje. I forhold til præsterne er der tale om en arbejdsgiverrolle. Biskoppen har et ansvar for, at han/hun gennem sine provster sikrer, at alle præster får drøftet sine arbejdsvilkår, er klar på arbejdsopgaverne og sikres muligheder for hele tiden at udvikle sig i arbejdet som præst. Det kræver hyppige drøftelser med alle provster individuelt, bl.a. om der er steder, hvor der kan øjnes muligt konfliktpotentiale. Det gælder om så tidligt og hurtigt som muligt at tilbyde præster samtale og vejledning før end konflikter udvikler sig. Konfliktforebyggelse er bedre end konfliktløsning. Endvidere bør en biskop ofte komme på besøg i provstierne og sammen med provst og præster drøfter den løbende udvikling. Præster skal tilbydes løbende supervision, hvis de ønsker det, og de skal i stigende grad have mulighed for at arbejde sammen i teams, så de kan få brugt deres spidskompetencer mest muligt.

                      Overfor menighedsrådene er biskoppens opgave primært at fungere som inspirator og rådgiver. Biskoppen skal sikre, at der er kort afstand mellem stiftets administration og de enkelte menighedsråd, så det føles trygt at være menighedsråd, fordi man har let adgang til rådgivning og støtte. Hvis jeg bliver Københavns stifts næste biskop, ville jeg glæde mig til at genindføre en moderniseret udgave af bispevisitatsen: Besøge hver enkelt menighed efter, at man har haft lokale målsætningsdebatter, for at lytte til ønskerne og idéerne til kirkelivet hvert enkelt sted – og så sammen finde løsninger på, hvordan det bedst kan realiseres. En god leder lytter og lærer, inspirerer og motiverer og trækker stregerne op, så konklusionen står tydeligt tegnet som et resultat af de fælles bestræbelser.

                      Der er med andre ord ikke behov for en ledelsesreform, men en ændring i ledelseskultur. Hvis jeg bliver biskop, vil det stå højt på min dagsorden at bidrage til at virkeliggøre dette i Københavns stift.

”Tror kristne og fx muslimer på den samme Gud?” – Sådan har Kristeligt Dagblad spurgt alle københavnske bispekandidater og bedt os svare på KD’s blog. Det gør jeg gerne – selvom jeg tror, Gud sidder deroppe og ryster mildt overbærende på hovedet af, hvad hans kære mennesker dog kan finde på i ramme alvor at diskutere. Nu altså, om Han er den samme?? Han skulle jo være en temmelig splittet Gud, hvis han sådan kan være forskellig alt efter, hvem der tror på ham….

                      Nej, det forholder sig vist snarere, som Petter Dass siger i salmen ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, at ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde”. Gud er én, forud for alt, bag alt, over alt, naturligvis derfor også forud for enhver tanke om Ham. Selvfølgelig er han den ene og samme i går, i dag, i morgen og i al evighed. Der gives kun én Gud, det er alle monoteister enige om, herunder jøder, kristne og muslimer. Vi har trosbekendelsens første trosartikel til fælles: At vi tror på Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Altings begyndelse og ende.

                      Men herefter skilles vejene. Vi tror nemlig ikke det samme om denne ene uforanderlige Gud. Vi kristne tror, at han lod sig føde som menneske i Jesus fra Nazaret. For at gøre for os mennesker, hvad vi ikke selv kan: Bringe vores forhold til Gud i orden. I kraft af Jesu offer kan vi leve frit og stærkt og uden frygt, for Gud er med os alle dage indtil verdens ende. I Jesus har vi lært Guds sande væsen at kende som kærlighed og barmhjertighed. Mens i Jødedom og Islam handler gudsforholdet primært om, at kun hvis mennesker gør det rette her i livet: Viser næstekærlighed og leve et fromt liv, kan og vil Gud på sin side tage vare på disse troende i evigheden. Denne forskel er helt afgørende. Kristen tro skænker befrielse her midt i livet og i evigheden i kraft af Guds kærlighed til os. Jødisk og muslimsk tro handler om at vise hengivenhed til Gud ved at leve op til sin pligt og i håb om at det vil føre til frelse på den yderste dag. Pligt, ære og dyd kontra nåde, barmhjertighed og frihed. Eller sagt med klassiske ord: Lov kontra evangelium. Så religionerne er absolut forskellige. Men Gud er den ene og samme. Og lytter, både håber og tror jeg, til bønner fra ethvert menneske, der henvender sig til Ham, uanset hvilket religiøst tilhørsforhold den enkelte måtte have eller ikke have.

Kirkens økonomi i København er – med rette – blevet et emne under bispevalgkampen. I lørdags kunne man i KD læse, at Tine Lindhardt lægger afstand til den strukturproces, som har fundet sted gennem de seneste år under ledelse af biskop og stiftsråd, og som nu har ført til, at ca. 1/3 af alle stiftets sogne er indtrådt i forpligtende samarbejder med andre sogne.

Under de mange bispevalgmøder, der er blevet afholdt rundt i byen, har Tine Lindhardt konsekvent afvist den københavnske strukturproces som et relevant bud på en løsning på situationen med de faldende indtægter. At tage kirker ud af daglig sognekirkelig brug er ”defensivt” siger hun. I stedet skal vi øge dåbsprocenten med 10 og skaffe os mange flere medlemmer på kort tid, så indtægterne stiger, og vi kan fylde alle kirker. – Det siger hun virkelig! Det ville jo være skønt, men Tine Lindhardt glemmer hver gang at give et bud på, hvordan denne mirakelkur skal finde sted. Foruden at hun ikke forholder sig til det faktum, at i dag bor der ¼ mill. færre i København end for 100 år siden, da de mange kirker blev bygget. Så hendes drøm at nå fordums medlemstal er ikke bare urealistisk, det er umuligt!

Tine Lindhardt har fundet ud af, at kirkerne i København med udgangen af 2009 skylder kommunen ca. 12 mill. kr., og så deler hun gælden ud på de ca. 70 sogne og mener at have klaret samtlige økonomiske problemer ved at udskrive en regning til hvert sogn på 170.000 kr. – Som om disse 12 mill. kr udgør selve problemet og ikke blot er et lille symptom på det langt alvorligere underliggende problem: At de kirkelige indtægter fortsætter sit fald. Med Tine Lindhardts ”løsning” er der intet som helst gjort for at dæmme op for det forventede fortsatte fald i indtægter. Dertil kommer, at allerede nu er alle sognene blevet pålagt væsentlige besparelser. I år blev flere provstier – efter sidste budgetrunde – pålagt besparelser, i mit provstis tilfælde på 1 mill. kr.. Og budgetudvalget har lige meldt ud for 2010, at menighedsrådene som udgangspunkt skal holde det samme beløb på bundlinjen for drift og lønninger som i år – altså en nul-løsning – på trods af, at alle lønninger stiger 3-4%. Det er i sig selv en ganske krævende opgave, som måske kræver indskrænkninger også på ansættelsesområdet. Det overlades nu til de lokale kompetente kræfter, menighedsrådene, at finde frem til de bedste løsninger.

Her er det netop samarbejdet mellem sognene kommer ind i billedet. Med den nye struktur, som alle menighedsråd har taget aktivt del i at nå frem til, kan der nu opnås anderledes konstruktive besparelser. Det mest lovende eksempel er Vesterbro Bykirke, et strukturelt samarbejde mellem 8 sogne, som aldrig var blevet til noget uden den strukturproces, der gjorde det klart for alle – også folkene på Vesterbro, at noget skulle der ske. Da Vesterbro fik forelagt stiftsrådets forslag til sognesammenlægninger, syntes man lokalt ikke, at det var gennemgribende nok. Man ville hellere gå sammen allesammen og bevare de enkelte menighedsråd som en slags lokal-kirkeudvalg. Denne spændende tanke om én kirke for hele bydelen har virkelig indbygget i sig mange muligheder både for besparelser og omprioriteringer. Med ét fælles kirkekontor for hele bydelen, 2-3 kirker benyttet på nye måder, præster og andre ansatte samlet i teams, der fordeler opgaverne mellem sig, kan der virkelig blive plads til nytænkning og frigørelse af ressourcer til nye tiltag. Som det også sker andre steder i byen som resultat af strukturprocessen: I mit provsti lejes en kirke delvist ud til en migrantmenighed. Det giver både indtægter og nyt fællesskab mellem sognemenighed og kristne blandt nydanskerne (en opgave der virkelig trænger sig på og kunne være både sjov og udbytterig for mange menigheder). En anden kirke har længe haft et sløjt besøgstal til højmesserne. Nu holdes der kun en månedlig højmesse, til gengæld er der blevet plads til flere gudstjenester og aktiviteter for børn og familier samtidigt med, at der er sparet på driften.

– Tine Lindhardt ønsker at være ”ambitiøs på evangeliets vegne” ved at fortsætte med at benytte samtlige kirker i København som hidtil. Følger vi dét forslag, vil den kirkelige økonomi snart bryde sammen. Jeg ønsker at være ambitiøs på evangeliets vegne ved at være på højde med udviklingen: Tænke nyt sammen med præster og menighedsråd og benytte de nye samarbejdsstrukturer til nye former for samarbejde. Så vi viser ansvarlighed både ved at spare på de samlede udgifter og sætte nye initiativer i gang indenfor undervisning og diakoni. Så det bliver sjovere at være kirke i København. Sammen.

Fader Vor i skolen – om jeg må be’!

I 1975 skiltes folkekirken og folkeskolen, for da indførte man med den nye skolelov, at kristendomsundervisningen ikke mere skulle være ”dåbsoplæring”, det vil sige undervisning i kristen tro for troende, men ren formidling af kundskaber. Det var en rigtig beslutning. Det må være kirkens egen opgave at forkynde.

                      Nu diskuteres det så, om skolens neutralitet også skal gælde morgensamlingen. Må man her bede Fader Vor og dermed vise, at man på denne skole bygger på det kristne livssyn og anser bøn for at være både til eftertanke, opmuntring og oplivelse? I et land med over 1000 års kristendom ville det være et kulturtab af dimensioner, hvis det ikke var tilladt. Det næste måtte jo så blive, at der heller ikke kan synges morgensange, hvor Gud nævnes – og dermed fjernes med et pennestrøg f.eks. ”I Østen stiger solen op” og alle de andre af Ingemanns vidunderlige morgensange.

                      Hvis det udgør et problem for nogle forældre, at børnene aktivt stifter bekendtskab med det religiøse sprog på skolen, skal man selvfølgelig have lov til at få sit barn fritaget. Ingen tvang, om vi må be’! Men det vil være at gøre gudløsheden, altings lighed, til en ny religion, hvis man vil forhindre, at det store flertal gerne vedkender sig den kristne arv og ser det som en styrke for samfundet at benytte den i opdragelse og uddannelse. Og det vil være både dumt og netop udtryk for tvang. En morgensamling er ikke et kundskabsformidlende sted, men et sted hvor skolens værdisyn kommer til udtryk. Og ønsker en skole at udtrykke, at det kristne livssyn er skolens bærende, skal det selvfølgelig være tilladt.

Læs videre her nedenfor, hvad bøn betyder

Åh, jeg be’r!

Mange gør det, nogle gør det ikke. Rigtig mange gør det alene, færre gør det sammen.  - Det lyder helt frækt, og er faktisk også grænseoverskridende for mange. – Det er selvfølgelig det at bede, jeg taler om. Det er ikke spor tilfældigt, at man nemt kommer til at tænke på det erotiske, når talen er om bøn. For i bønnens sprog bliver Gud og mennesker ét. Man “giver sig hen”, man “åbner sig for Gud”, og Gud ”tager bolig i os”.  Det erotiske sprog vidner om, at med bøn er der noget fundamen­talt på færde, noget der hører hjemme i de dybeste lag af men­neskesin­det.
              Mange er blevet fremmede for bønnens sprog – selv om der heldigvis er tegn til, at det er ved at indfinde sig igen. Der er flere grunde til, at det i lang tid har knebet med folks følelse af at behøve at bede. Én er den oplagte, at kirkens traditionelle bønner opleves som uforståelige i forhold til de problemer, man slås med til daglig. Hvis bønnen skal være ægte, skal den jo udspringe af ens sjæl, den skal være med lidenskab og oprig­tighed – og det kan for mange være svært at forbinde med det tra­ditionelle kirkelige sprog. (Derfor arbejder jeg konstant med at forny bønnens sprog i den radiotransmitterede morgenandagt, så det både er alment gyldigt og forhåbentlig rammer hver enkelt af os i dybet).
              En anden grund er, at i den ægte bøn blotlægger man dybe, skjulte lag i sin personlighed – ofte lag, der også var skjult for én selv, indtil bønnen blev formuleret. Det kan være ganske ubehage­ligt at se ned i sit dyb – så er det nemmere at lade være og bare leve på overfladen.

Bøn handler ikke kun om forholdet mellem den enkelte og Gud, men også mellem mennesker. At be´ et andet menneske om noget er udtryk for afhængighed og kærlighed. At be´ om en hjælpende hånd eller om tillid eller om mere endnu, om venskab – at be´ sådan er at åbne og blotlægge sig. Og så gør man sig sårbar og viser dermed, at man lever i afhængighed af andre og ikke bare kan klare sig selv. Og det er svagt, synes mange – i hvert fald udadtil. Men det forholder sig slet og ret sådan, at den, som ikke frit og frejdigt kan be’ andre om noget, er ensom! At be’ et andet menneske om noget er at erkende og åbent udsige sin afhængighed af dette menne­ske. Man vedkender sig, at man begærer dette menneskes handling, og det er da en kærlighedsytring at vedgå, at man længes efter, at ens bøn bliver hørt. Bøn handler ikke kun om at udtrykke ønsker, det kan lige såvel handle om at udtrykke vrede eller udtrykke taknemmelighed. Både i vredesudbruddet og i taknemmeligheden erkender man sin afhængighed af, hvad andre gør imod én. At sige tak er måske den korteste form for religiøst sprog: Man udtrykker kort og præcist, at man lever af det, man modtager. Og giveren svarer måske med et ”Åh, jeg be’r!” – om det, man gav, var nok så stort. For det føles så let som ingenting at give, når bare det modtages i rette ånd. – Jesus, som gav hele sit liv til andre, sagde: ”Mit åg er godt, og min byrde er let”. – Også bønnens sprog imellem mennesker er et religiøst sprog.
 

Bønnen til Gud er af samme væsen som den mellem mennesker. Man sætter ord på sine forvent­ninger, sine behov og sine savn. Man erkender sin afhængighed af det, der er udenfor én selv, at man har brug for beskyttelse og hjælp. Og man udtrykker sin lidenskab, sin kærlighed og hengivenhed. I bønnen opleves det som at være omsluttet af Guds mægtige hænder, der nærmest som bløde englevinger lægger sig blidt om os. – Og mangler man ord, eller tvivler man på, om Gud nu også hører én, så er bønnen ikke mindre sand og ægte af den grund. ”Når du beder, bør dit hjerte hellere være uden ord, end dine ord uden hjerte”, sagde John Bunyan allerede i det 17. årh.. Det vigtigste er holdningen, om man er ærlig, oprigtig og åben for at tage imod. Hjerteløse ord dør i bønnen – mens bankende hjerter uden ord oplives i bøn.
              Jesus sagde også: ”Bed, så skal du få”. Vi får, når vi oprigtigt og ærligt lægger vore tanker frem for Gud – men måske er det noget helt andet, vi får, end vi lige havde tænkt os. Måske er det en indsigt, en anden holdning, et forvandlet sind. Det er ikke til at vide. Der er jo ingen grund til at lægge det hele frem for Gud, hvis vi på forhånd har bestemt, hvad de rette svar er. Bønhørelse betyder ikke: ”Ske min vilje”, men: ”Ske Din vilje.”

Statistik er noget mærkeligt noget…

I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle, at ”Ateistkampagner får færre til at døbe deres børn”.

Påstanden bygger på det faktum, at det samlede dåbstal for småbørn er faldet en anelse på landsplan. Samtidigt fremhæver man, at ca. 1.000 flere end året før har meldt sig ud af Folkekirken.

Jeg tror ikke et sekund på, at nogle ateisters kritik af Fader Vor i skolerne, deres ønske om begravelsespladser i ikke-indviet jord (hvordan det så i alverden kan have betydning for ateister, om man begraves i indviet jord?), og lidt ståhej omkring en ny øl kaldet Gudeløs med opfordring til udmeldelse af Folkekirken, skulle kunne skabe så meget røre, at det fik nogen som helst til at melde sig ud. Nej, det er helt andre ting, der afgør, om folk vil være medlem af Folkekirken. 1.000 flere udmeldelser end sædvanligt i et år, hvor finanskrisen har kradset, renten er steget og folk med flexlån sidder så hårdt i det, at de må overveje, om de har råd til at betale medlemsgebyret til Folkekirken – det er jo faktisk snarere en succeshistorie! Tænk, har kirken ikke mistet flere medlemmer, når man tænker på, hvor let det er at melde sig ud og spare et pænt beløb på årsbudgettet. Det må jo være fordi, det virkelig betyder noget for folk at være medlemmer af Folkekirken! De seneste år er medlemstallet faldet med 0,1% om året, og det gælder også for 2008, så spørgsmålet er, om ikke det er FLOT, at kirken er i stand til at holde så godt fast på sine (vore) medlemmer. Og at det viser, at det store flertal af danskere er udmærket klar over, hvilken mening, stabilitet og rodfæstethed det giver at være medlem af folkekirken.

Jo, statistik kan bruges til så meget…

Dermed ikke være sagt, at så er alt bare, som det skal være i Folkekirken. Jeg mener bestemt, der ligger en stor opgave for kirken i at blive mere relevant for mennesker i hverdagen. Kirke og lokalmiljø skal hænge  bedre sammen, så man går hen i kirken til mange forskellige slags arrangementer. Og kirken skal være opmærkom på, hvor den lokalt kan afhælpe sociale problemer.

Det vigende dåbstal er helt klart også en vigtig udfordring. Især i København er tallet lavt, og det skylder vi at gøre noget ved. Vi bør henvende os aktivt til alle nye forældre med samtale og tilbud om dåb – og ikke bare sidde og vente på, at de kommer af sig selv. Jeg har selv været med til, der hvor jeg har været sognepræst, at henvende mig personligt med tilbud om samtale og vejledning om dåb til de nye forældre i sognet, som er medlem af folkekirken. Og det har været en succes. Der findes sikkert mange andre gode veje til en direkte dialog med sognets nye forældre. Hvis jeg bliver ny biskop i København vil jeg tage initiativ til en fælles drøftelse mellem præster og menighedsråd i stiftet af, hvordan vi bedst sammen får vendt tendensen med det faldende dåbstal. Med deraf følgende handlingsplan baseret på ønsker og idéer fra de enkelte sogne.

Alt tyder på, at vi får præstemangel i Folkekirken om 10-15 år. Ja, i visse områder har vi det allerede. Det kniber f.eks. voldsomt med ansøgere til præstestillinger på Bornholm.

Der optages langt færre på de teologiske studier nu end for bare få år siden, og samtidigt vil nogle meget store årgange af præster begynde at gå på pension om 5-10 år. Den manglende interesse for teologistudiet kan have mange årsager – jeg tror, én af dem er for lidt sammenhæng mellem studiet og præstegerningen. Man er på studiet alt for lidt interesseret i formidlingen af den viden, der tilegnes – det er jo formidlingen, det hele handler om, når man kommer ud som præst.

Både de teologiske fakulteter, Kirkeministeriet og biskopperne er klar over problemet, og derfor nedsatte man en kommission for 1½ år siden til at se på præsteuddannelsen. Kommissionen har nu barslet med en rapport, ”Uddannelse og efteruddannelse af præster”, som omtales i dagens Kristeligt Dagblad.

Rapporten er fuld af gode intentioner, men spørgsmålet er, hvor langt de rækker. Man vil nedsætte et såkaldt ”permanent kontaktforum” mellem de teologiske fakulteter og folkekirken for her at drøfte fælles anliggender. Men kontaktforum får ingen kompetence til at udføre noget som helst, så det får stå hen, hvad det kan bruges til – det lyder mest som en 70’er samtale i rundkreds. Der foreligger intet som helst konkret i rapporten om, at det teologiske studium i de kommende år tilpasses præstegerningen i forhold til nutidens krav.

Går man herefter til de områder, der hører direkte under kirken og kirkeministeriet selv, er der heldigvis udsigt til forbedringer. Den obligatoriske ½årlige uddannelse på Pastoralseminariet har længe stået for skud for at være ganske utilstrækkelig. Her skal cand.theol’erne på få måneder lære alt om, hvordan man prædiker, fører sjælesorgssamtaler, holder andagter, underviser konfirmander, vælger salmer til alskens gudstjenester og lejligheder, forkynder for børn m.m.. Desuden skal de helst også blive velbevandrede i kirkeret og lære alt om rettigheder og pligter som præst i folkekirken. – Enhver kan høre, at det er umuligt på 6 måneder. Derfor havde de fleste vel set frem til, at denne periode ville blive forlænget til mindst ét år, som man ser indenfor en lang række andre fag. Men nej! Lur mig, om ikke det er fordi, man har villet spare på omkostningerne. Det er en rigtig dårlig idé, for kirken bliver taberen i det lange løb!

Selv om man altså her tænker hjælpeløst kortsigtet, er der dog en lille forbedring, nemlig at man øger praktikperioden indenfor de 6 måneder fra 1 til 3 måneder, og, ikke mindst, at man giver de studerende løn i de måneder. Begge dele er hårdt tiltrængt – problemet er bare, at så bliver der endnu kortere tid til læring af den lange række kompetencer, jeg nævnte før. Det er skuffende, at man ikke har indset, at et helt år med løn med lige dele praktik og holdlæring er en nødvendighed – både for kirken og for de kommende præster.

Den store forbedring i rapportens forslag ligger på efteruddannelsesområdet. Her foreslår man en fordobling af de nuværende 20 dages efteruddannelse indenfor de første 5 års ansættelse til 40 dage, samt øgede muligheder for efteruddannelse også senere hen. Man kobler denne del direkte til de årlige Medarbejderudviklingssamtaler, og man giver mulighed for, at uddannelsen skal tjene ikke kun den enkelte præst, men også behovet i det sogn og provsti, hvor præsten virker. Dét er spændende nytænkning, som rapporten fortjener ros for. Der åbnes for, at præsten selv kan foreslå alternative uddannelser til kirkens egen (primært Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster). – Desværre har man dog fastholdt tvungen brug af TPC, idet præsterne helst skal anvende halvdelen af deres efteruddannelsestid her. Det er synd og skam, at præster skal tvinges til at benytte TPC, og at man ikke har den tillid til præst og provst, at hvis den uddannelse, der efterspørges, udbydes mere kvalificeret andre steder – for eksempel i udlandet – så skal man have lov til det.

Summa summarum: Små skridt fremad i denne rapport. Men den forventede præstemangel bliver bestemt ikke afhjulpet med så lidt. Hvis jeg bliver Københavns næste biskop, vil jeg omgående se på, om der kan findes måder at gøre det mere attraktivt at søge stilling på Bornholm. Og på den lidt længere bane vil jeg kæmpe for en mere omfattende løsning på problemerne end denne rapport lægger op til, f.eks. med en længere (1 år) uddannelse i praktisk præstearbejde med løn, samt sætte mere fokus på præsters arbejdsvilkår, f.eks. større fleksibilitet på ferie og fridage gennem oprettelse af præsteteams. Og jeg vil insistere på, at præsteforeningen skal få gjort noget ved den urimelighed, at de fleste præsters husleje stiger, når lønnen stiger, hvilket medfører en udhuling af lønhop både på grund af ancenneitet og på grund af forfremmelse. Vi kan og skal gøre alt for, at vi får de dygtigste og mest kvalificerede ud som præster i kirken, og at vi har nok af dem.