Anders Gadegaard

”Tror kristne og fx muslimer på den samme Gud?” – Sådan har Kristeligt Dagblad spurgt alle københavnske bispekandidater og bedt os svare på KD’s blog. Det gør jeg gerne – selvom jeg tror, Gud sidder deroppe og ryster mildt overbærende på hovedet af, hvad hans kære mennesker dog kan finde på i ramme alvor at diskutere. Nu altså, om Han er den samme?? Han skulle jo være en temmelig splittet Gud, hvis han sådan kan være forskellig alt efter, hvem der tror på ham….

                      Nej, det forholder sig vist snarere, som Petter Dass siger i salmen ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, at ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde”. Gud er én, forud for alt, bag alt, over alt, naturligvis derfor også forud for enhver tanke om Ham. Selvfølgelig er han den ene og samme i går, i dag, i morgen og i al evighed. Der gives kun én Gud, det er alle monoteister enige om, herunder jøder, kristne og muslimer. Vi har trosbekendelsens første trosartikel til fælles: At vi tror på Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Altings begyndelse og ende.

                      Men herefter skilles vejene. Vi tror nemlig ikke det samme om denne ene uforanderlige Gud. Vi kristne tror, at han lod sig føde som menneske i Jesus fra Nazaret. For at gøre for os mennesker, hvad vi ikke selv kan: Bringe vores forhold til Gud i orden. I kraft af Jesu offer kan vi leve frit og stærkt og uden frygt, for Gud er med os alle dage indtil verdens ende. I Jesus har vi lært Guds sande væsen at kende som kærlighed og barmhjertighed. Mens i Jødedom og Islam handler gudsforholdet primært om, at kun hvis mennesker gør det rette her i livet: Viser næstekærlighed og leve et fromt liv, kan og vil Gud på sin side tage vare på disse troende i evigheden. Denne forskel er helt afgørende. Kristen tro skænker befrielse her midt i livet og i evigheden i kraft af Guds kærlighed til os. Jødisk og muslimsk tro handler om at vise hengivenhed til Gud ved at leve op til sin pligt og i håb om at det vil føre til frelse på den yderste dag. Pligt, ære og dyd kontra nåde, barmhjertighed og frihed. Eller sagt med klassiske ord: Lov kontra evangelium. Så religionerne er absolut forskellige. Men Gud er den ene og samme. Og lytter, både håber og tror jeg, til bønner fra ethvert menneske, der henvender sig til Ham, uanset hvilket religiøst tilhørsforhold den enkelte måtte have eller ikke have.

Kirkens økonomi i København er – med rette – blevet et emne under bispevalgkampen. I lørdags kunne man i KD læse, at Tine Lindhardt lægger afstand til den strukturproces, som har fundet sted gennem de seneste år under ledelse af biskop og stiftsråd, og som nu har ført til, at ca. 1/3 af alle stiftets sogne er indtrådt i forpligtende samarbejder med andre sogne.

Under de mange bispevalgmøder, der er blevet afholdt rundt i byen, har Tine Lindhardt konsekvent afvist den københavnske strukturproces som et relevant bud på en løsning på situationen med de faldende indtægter. At tage kirker ud af daglig sognekirkelig brug er ”defensivt” siger hun. I stedet skal vi øge dåbsprocenten med 10 og skaffe os mange flere medlemmer på kort tid, så indtægterne stiger, og vi kan fylde alle kirker. – Det siger hun virkelig! Det ville jo være skønt, men Tine Lindhardt glemmer hver gang at give et bud på, hvordan denne mirakelkur skal finde sted. Foruden at hun ikke forholder sig til det faktum, at i dag bor der ¼ mill. færre i København end for 100 år siden, da de mange kirker blev bygget. Så hendes drøm at nå fordums medlemstal er ikke bare urealistisk, det er umuligt!

Tine Lindhardt har fundet ud af, at kirkerne i København med udgangen af 2009 skylder kommunen ca. 12 mill. kr., og så deler hun gælden ud på de ca. 70 sogne og mener at have klaret samtlige økonomiske problemer ved at udskrive en regning til hvert sogn på 170.000 kr. – Som om disse 12 mill. kr udgør selve problemet og ikke blot er et lille symptom på det langt alvorligere underliggende problem: At de kirkelige indtægter fortsætter sit fald. Med Tine Lindhardts ”løsning” er der intet som helst gjort for at dæmme op for det forventede fortsatte fald i indtægter. Dertil kommer, at allerede nu er alle sognene blevet pålagt væsentlige besparelser. I år blev flere provstier – efter sidste budgetrunde – pålagt besparelser, i mit provstis tilfælde på 1 mill. kr.. Og budgetudvalget har lige meldt ud for 2010, at menighedsrådene som udgangspunkt skal holde det samme beløb på bundlinjen for drift og lønninger som i år – altså en nul-løsning – på trods af, at alle lønninger stiger 3-4%. Det er i sig selv en ganske krævende opgave, som måske kræver indskrænkninger også på ansættelsesområdet. Det overlades nu til de lokale kompetente kræfter, menighedsrådene, at finde frem til de bedste løsninger.

Her er det netop samarbejdet mellem sognene kommer ind i billedet. Med den nye struktur, som alle menighedsråd har taget aktivt del i at nå frem til, kan der nu opnås anderledes konstruktive besparelser. Det mest lovende eksempel er Vesterbro Bykirke, et strukturelt samarbejde mellem 8 sogne, som aldrig var blevet til noget uden den strukturproces, der gjorde det klart for alle – også folkene på Vesterbro, at noget skulle der ske. Da Vesterbro fik forelagt stiftsrådets forslag til sognesammenlægninger, syntes man lokalt ikke, at det var gennemgribende nok. Man ville hellere gå sammen allesammen og bevare de enkelte menighedsråd som en slags lokal-kirkeudvalg. Denne spændende tanke om én kirke for hele bydelen har virkelig indbygget i sig mange muligheder både for besparelser og omprioriteringer. Med ét fælles kirkekontor for hele bydelen, 2-3 kirker benyttet på nye måder, præster og andre ansatte samlet i teams, der fordeler opgaverne mellem sig, kan der virkelig blive plads til nytænkning og frigørelse af ressourcer til nye tiltag. Som det også sker andre steder i byen som resultat af strukturprocessen: I mit provsti lejes en kirke delvist ud til en migrantmenighed. Det giver både indtægter og nyt fællesskab mellem sognemenighed og kristne blandt nydanskerne (en opgave der virkelig trænger sig på og kunne være både sjov og udbytterig for mange menigheder). En anden kirke har længe haft et sløjt besøgstal til højmesserne. Nu holdes der kun en månedlig højmesse, til gengæld er der blevet plads til flere gudstjenester og aktiviteter for børn og familier samtidigt med, at der er sparet på driften.

– Tine Lindhardt ønsker at være ”ambitiøs på evangeliets vegne” ved at fortsætte med at benytte samtlige kirker i København som hidtil. Følger vi dét forslag, vil den kirkelige økonomi snart bryde sammen. Jeg ønsker at være ambitiøs på evangeliets vegne ved at være på højde med udviklingen: Tænke nyt sammen med præster og menighedsråd og benytte de nye samarbejdsstrukturer til nye former for samarbejde. Så vi viser ansvarlighed både ved at spare på de samlede udgifter og sætte nye initiativer i gang indenfor undervisning og diakoni. Så det bliver sjovere at være kirke i København. Sammen.