Kirkens økonomi i København er med rette blevet et emne under bispevalgkampen. I lørdags kunne man i KD læse, at Tine Lindhardt lægger afstand til den strukturproces, som har fundet sted gennem de seneste år under ledelse af biskop og stiftsråd, og som nu har ført til, at ca. 1/3 af alle stiftets sogne er indtrådt i forpligtende samarbejder med andre sogne.
Under de mange bispevalgmøder, der er blevet afholdt rundt i byen, har Tine Lindhardt konsekvent afvist den københavnske strukturproces som et relevant bud på en løsning på situationen med de faldende indtægter. At tage kirker ud af daglig sognekirkelig brug er defensivt siger hun. I stedet skal vi øge dåbsprocenten med 10 og skaffe os mange flere medlemmer på kort tid, så indtægterne stiger, og vi kan fylde alle kirker. Det siger hun virkelig! Det ville jo være skønt, men Tine Lindhardt glemmer hver gang at give et bud på, hvordan denne mirakelkur skal finde sted. Foruden at hun ikke forholder sig til det faktum, at i dag bor der ¼ mill. færre i København end for 100 år siden, da de mange kirker blev bygget. Så hendes drøm at nå fordums medlemstal er ikke bare urealistisk, det er umuligt!
Tine Lindhardt har fundet ud af, at kirkerne i København med udgangen af 2009 skylder kommunen ca. 12 mill. kr., og så deler hun gælden ud på de ca. 70 sogne og mener at have klaret samtlige økonomiske problemer ved at udskrive en regning til hvert sogn på 170.000 kr. Som om disse 12 mill. kr udgør selve problemet og ikke blot er et lille symptom på det langt alvorligere underliggende problem: At de kirkelige indtægter fortsætter sit fald. Med Tine Lindhardts løsning er der intet som helst gjort for at dæmme op for det forventede fortsatte fald i indtægter. Dertil kommer, at allerede nu er alle sognene blevet pålagt væsentlige besparelser. I år blev flere provstier efter sidste budgetrunde – pålagt besparelser, i mit provstis tilfælde på 1 mill. kr.. Og budgetudvalget har lige meldt ud for 2010, at menighedsrådene som udgangspunkt skal holde det samme beløb på bundlinjen for drift og lønninger som i år altså en nul-løsning på trods af, at alle lønninger stiger 3-4%. Det er i sig selv en ganske krævende opgave, som måske kræver indskrænkninger også på ansættelsesområdet. Det overlades nu til de lokale kompetente kræfter, menighedsrådene, at finde frem til de bedste løsninger.
Her er det netop samarbejdet mellem sognene kommer ind i billedet. Med den nye struktur, som alle menighedsråd har taget aktivt del i at nå frem til, kan der nu opnås anderledes konstruktive besparelser. Det mest lovende eksempel er Vesterbro Bykirke, et strukturelt samarbejde mellem 8 sogne, som aldrig var blevet til noget uden den strukturproces, der gjorde det klart for alle også folkene på Vesterbro, at noget skulle der ske. Da Vesterbro fik forelagt stiftsrådets forslag til sognesammenlægninger, syntes man lokalt ikke, at det var gennemgribende nok. Man ville hellere gå sammen allesammen og bevare de enkelte menighedsråd som en slags lokal-kirkeudvalg. Denne spændende tanke om én kirke for hele bydelen har virkelig indbygget i sig mange muligheder både for besparelser og omprioriteringer. Med ét fælles kirkekontor for hele bydelen, 2-3 kirker benyttet på nye måder, præster og andre ansatte samlet i teams, der fordeler opgaverne mellem sig, kan der virkelig blive plads til nytænkning og frigørelse af ressourcer til nye tiltag. Som det også sker andre steder i byen som resultat af strukturprocessen: I mit provsti lejes en kirke delvist ud til en migrantmenighed. Det giver både indtægter og nyt fællesskab mellem sognemenighed og kristne blandt nydanskerne (en opgave der virkelig trænger sig på og kunne være både sjov og udbytterig for mange menigheder). En anden kirke har længe haft et sløjt besøgstal til højmesserne. Nu holdes der kun en månedlig højmesse, til gengæld er der blevet plads til flere gudstjenester og aktiviteter for børn og familier samtidigt med, at der er sparet på driften.
Tine Lindhardt ønsker at være ambitiøs på evangeliets vegne ved at fortsætte med at benytte samtlige kirker i København som hidtil. Følger vi dét forslag, vil den kirkelige økonomi snart bryde sammen. Jeg ønsker at være ambitiøs på evangeliets vegne ved at være på højde med udviklingen: Tænke nyt sammen med præster og menighedsråd og benytte de nye samarbejdsstrukturer til nye former for samarbejde. Så vi viser ansvarlighed både ved at spare på de samlede udgifter og sætte nye initiativer i gang indenfor undervisning og diakoni. Så det bliver sjovere at være kirke i København. Sammen.