Det er flovt, at spørgsmålet om kvindelige præster skal optage en væsentlig plads i bispevalgkampen. At være imod kvindelige præster er et ekstremt synspunkt i den danske folkekirke, som for længst burde være forladt, og derfor fortjener det at blive bekæmpet og marginaliseret. Vi har haft kvindelige præster i mere end 50 år, og i en ikke så fjern fremtid vil over halvdelen af alle præster være kvinder. Kun fordi mænd har domineret de kristne kirker i århundreder, tilsiger traditionen, at præster er mænd. Der gives ikke ét holdbart teologisk argument for det. Der gives derimod et uafviseligt for det modsatte: Det fremgår af alt, hvad Jesus sagde og gjorde, at forskelsbehandling var ham en vederstyggelighed. Alle, der er døbt til Kristus, er iklædt Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er én i Kristus, som Paulus siger (Gal. 3,28). Naturligvis er mænd og kvinder derfor lige egnede til at forkynde troen på ham ja, noget tyder på, at det var kvinderne omkring ham, der forstod ham bedst, mens disciplene gang på gang misforstod hans anliggende.
Men jeg må indrømme, at spørgsmålet, som KD stiller samtlige seks bispekandidater: Skal der stadig være plads i folkekirken til mandlige præster, der ikke mener, kvinder kan være præster? desværre har vist sig at være yderst relevant. Toneangivende repræsentanter for den kirkelige højrefløj har nemlig efter samtaler med fire af os bispekandidater forfattet en udtalelse, hvori de anbefaler alle fra denne fløj at stemme på Kaj Bollmann som ny biskop i København. Jeg har kaldt udtalelsen for det hidtil vigtigste dokument i valgkampen, fordi det dokumenterer den eneste af de klassiske fløjes opbakning til en af kandidaterne. Alle andre bispekandidater appellerer til forskellige dele af kirkelivet, mens Kaj Bollmann hermed på forhånd har sikret sig tilslutning fra én fløj.
Men ikke kun derfor er udtalelsen betydningsfuld. Også på grund af et par forbløffende formuleringer i selve dokumentet. Ifølge forfatterne kan det endda få alvorlige konsekvenser for vore muligheder i stiftet, hvis han (Kaj Bollmann) ikke bliver valgt. Hvad er det for særlige muligheder, Kaj Bollmann vil sikre denne del af kirken? Lidt senere kan man læse, at vi tror, han i højere grad end de øvrige kandidater vil udvise et inkluderende frisind overfor præster, der reserverer sig ift. gudstjenestefællesskab med kvindelige kollegaer, vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle parforhold. Det må jo bygge på resultatet af ovennævnte samtaler, og det viste sig da også ved et valgmøde i Brønshøj kirke, at Kaj Bollmann kunne bekræfte, at ingen mandlige præster, som er imod kvindelige præster, skal tjenstligt forpligtes til at have gudstjenestefællesskab med sine kvindelige kolleger. Det er derfor korrekt, som Lisbet Christoffersen har påvist her i avisen, at Kaj Bollmann vil lade gælde en parallel praksis af kønsdiskriminerende karakter for folkekirken, som ikke gælder for det øvrige samfund (hvorimod det ikke var korrekt af Lisbet Christoffersen at påstå, at Bollmann går ind for særordinationer, det har han aldrig gjort eller sagt). Og det vil være katastrofalt for kirkens omdømme. Heldigvis er den kirkelige højrefløj en broget forsamling med mange udmærkede kirkefolk iblandt. Men det er at give den yderste del af den kirkelige højrefløj for meget, når man som Bollmann er villig til at lade gælde særlig praksis (reservation for gudstjenestefællesskab med kvindelige kolleger) for præster, som er modstandere af kvindelige præster. Han kvitterer for deres støtte med ved valgmøderne at udtale, at han ikke vil være med til at marginalisere denne del af kirken, selv om det netop er, hvad synspunktet fortjener. Der vil derfor blive tale om et alvorligt tilbageskridt for ligestillingen i folkekirken med Bollmann som ny biskop.
Med udgangspunkt i folkekirkens frihedsideal og rummelighed skal der fortsat være plads til den minoritet af præster, der mener, at kvinder ikke bør være præster. Det må blot ikke på nogen måde få indflydelse på deres forvaltning af embedet hvordan de så ellers kan leve med den dobbelthed. Og der skal fortsat være frihed til at nægte at vie fraskilte og velsigne homoseksuelle. Men præster og andre med disse synspunkter skal konstant udfordres på deres overbevisning, i håb om at de omvender sig.
Anders, jeg tror at det, “højrefløjen” (som vel i parantes bemærket også selv er splittet omkring dette spørgsmål) hænger sig i, er det grundlæggende hvorvidt det er samfundets værdier som skal styre teologien. Dine bemærkninger vedr. menneskets status er jo fuldstændig korrekt, og mænd og kvinder er lige for Guds øjne. Det er bare ikke det, spørgsmålet om køn og præsteroller handler om. Den handler om hvorvidt den forskel med hvilken mand og kvinde er skabt har en mening udover det rent forplantningsmæssige. Jeg må indrømme at højrefløjens åbne diskussion om tjenestedeling og ønske om at forstå den nytestamentlige praksis vidner om en seriøsitet i forhold til det teologiske materiale som jeg af og til må savne fra de, der mener noget andet. Sådan som jeg forstår højrefløjen er intention den at også en nytestamentlig praksis og bibelens tale om mænd og kvinder som forskellige (men lige!) i dag må få fortrinsret over politiske begreber som ligestilling.
At du mener at der er synspunkter som fortjener at blive marginaliseret synes jeg er en enorm udialogisk og ubehagelig måde at afskrive den teologiske samtale, såvel som teologiske modstandere muligheden for at være i folkekirken, og måske er det netop noget sådant som er grunden til at højrefløjen kaster sit lod i Kaj Bollmanns skål.
Det er en meget, meget ubehagelig grundtone der ligger i dine udtalelser Anders G., et ugrundtvigsk opgør med frihedstænkningen og retten til at forfægte et teologisk standpunkt. Det er virkelig en ubehagelig kætterjagt. Jeg forstår ikke at du kan få dig selv til at marginalisere og mistænkeliggøre en modkandidat på denne måde.
Jens L.
Nej, Anders, det der er flovt er at protestantisk kristendom ikke aner hvad en præst er og derfor synes at det er helt i orden at en kvinde kan være præst. Men at være præst er ikke et job. Det er en religiøs rolle. En præst er ikke en embedsmand. En præst er et ikon af Kristus.
…og en præst skal ikke være gift men leve i cølibat. Han skal heller ikke have en embedsbolig men gå i kloster…ja han skal kort sagt ikke være en del af samfundet kunne man næsten fortsætte! Dette syn er jo meget gammelkatolsk. MEN er det i virkeligheden særligt bibelsk? ved en nærstudering af NT synes det ikke så klart og simpelt hvor og hvordan man overhovedet kan projicere frem til en præsterolle i en dansk folkekirke. Derfor er en firkantet opfattelse af den moderne folkekirkepræsterolle f.eks. ift. køn hverken bibelsk eller luthersk. Og med et firkantet svar på kvinders eller for den sags skyld mænds adkomst til det moderne embede vil være mildt sagt uhygeligt kompromisfyldt.